Fjernelse af hvepsebo
Hvepse – eller gedehamse, som de også kaldes – har sorte og gule markeringer og en karakteristisk krop.
Hos den store gedehams bliver arbejderne op til 2,5 cm lange, mens de mere almindelige arter bliver 12-14 mm.
Gedehamsesamfundet består af dronninger, hanner og arbejdere i et fælles bo. Hvepseboet er som regel kugleformet og bygget af et papiragtigt materiale, som gedehamsene selv fremstiller af afraspede træfibre, som de tygger og blander med spyt. Træet får de fat i ved at gnave i gamle stolper, grene og lignende.
Hvepsebo
Hvepseboet kan være placeret i jorden i gamle musereder eller muldvarpegange, men kan også hænge i buske, hule træer, under tagudhæng eller på lofter. Gedehamse er mere et irritationsmoment end egentlige skadedyr. De kan dog være en plage for mennesker, hvis deres bo er for
tæt på menneskers bolig.
Fjerne hvepsebo
Man kan godt selv stå for hvepsebekæmpelse, men det er nemmere at tilkalde en professionel skadedyrsbekæmper. Hvepseboet kan nemlig være svært at komme i nærheden af uden at få hvepsestik, og det kan være placeret et sted, hvor man ikke så nemt kan komme til det, f.eks. i en hulmur eller mellem inderbeklædning og yderbeklædning i sommerhuse og kolonihavehuse.
Forsommeren er et godt tidspunkt at fjerne et hvepsebo, fordi boet endnu ikke er blevet alt for stort. Fjern hvepseboet om aftenen, når hvepsene er mindre aktive og aggressive end om dagen.
Hvis boet er frithængende, sprøjtes der først direkte op i boets indgangshul med en spray, der lammer og dræber insekterne. Det skal være en spray, der er beregnet til brug mod flyvende insekter, og som indeholder pyrethrin.
Hvis hvepseboet er skjult bag bygningsdele eller i jorden, skal der pudres med insektgift ved indgangen til boet. De store gedehamse er også aktive om natten og har et kraftigere stik end de mindre gedehamse, så her skal man overveje nøje, om man selv vil stå for at fjerne hvepseboet, eller om man vil overlade det til en professionel skadedyrsbekæmper.


Seneste kommentarer